• Alt på lager og hurtig levering
  • Europas største showroom på 6200 m²
  • Kørende mekaniker kun 545,- i timen

25 år med Avant i Danmark!

25 år med Avant i Danmark!

25 år med Avant i Danmark!

I 2017 er det 25 år siden, at Jørgen Jensen fra Sorring Maskinhandel og Gert Jensen fra Hørve Maskinhandel tog til Bauma-messen, med det formål at finde en god minilæsser, som de kunne blive forhandlere af. Her mødte de finske Avant og sød musik opstod! 

Både Jørgen og Gert var oprindeligt landmænd, men havde slået sig på maskinhandel med speciale i minilæssere. I München mødte de Risto Käkelä, der året før havde grundlagt Avant Tecno og nu søgte forhandlere til sine solide og driftssikre minilæssere. De to danske maskinhandlere faldt pladask for de grønne maskiner og sammen indgik de aftale om import og salg under det fælles navn Avant Danmark. ”Vi har ikke fortrudt alliancen med Avant et øjeblik”, fortæller Gert. ”I de første år var det især kvæg- og pelsdyravlere, der havde stor glæde af de grønne minilæssere, men i dag sælger vi også til anlægsgartnere, entreprenører, hestestutterier, kirkegårde, boligforeninger med flere. Det er virkelig alsidige maskiner, der kan klare lidt af hvert og redskaberne tæller nu over 200 forskellige slags! Det vil sige at den samme maskine kan klare grave-, feje-, muge-, klippe-, løfte-, blande-, fræse-, vande- og snerydningsopgaver – bare for at nævne nogle af redskabsmulighederne.”  Siden starten for 25 år siden har de danske kunder aftaget mere end 5.000 maskiner og 20.000 redskaber.

Service i højsædet

Lige fra starten har filosofien bag Avant Danmark været, at to ting er vigtige: god service og at have alt på lager. Både i Hørve og i Sorring sørger man for, at kunden til hver en tid kan se og prøve maskiner og redskaber på stedet. Det betyder også, at der sjældent er lang leveringstid, heller ikke på brugs- og reservedele. I 2013 blev et stort showroom i Låsby indviet og hjemmesiden blev tilføjet en webshop, hvor man døgnet rundt kan bestille redskaber og brugsdele. De fleste salg af både maskiner og redskaber sker dog ude hos kunden, når Avant Danmark kommer ud med det relevante udstyr til afprøvning i kundens egne omgivelser. Opstår der problemer, er hjælpen aldrig langt væk. Avant Danmark har egne servicemontører, der dækker hele landet og kan være fremme samme dag med deres rullende værksteder, for at udføre serviceeftersyn og reparationer på stedet. ”Den hurtige service er meget vigtig for de fleste af vores kunder, ofte er den daglige drift afhængig af, at maskinerne kører – og så kan det ikke nytte noget, at man skal vente flere dage (eller måneder…) på at få hjælp”, siger Jørgen.

Udvikling af danske specialredskaber

Som tiden gik, begyndte Avant Danmark selv at udvikle redskaber til det danske marked. Den tætte dialog med kunderne, der altid har været Sorring og Hørve Maskinhandlers varemærke, gav input til mange nye opfindelser. Jørgen fortæller: ”Der er en stor efterspørgsel fra landbruget på specialudstyr, senest har vi udviklet en Sengebåslufter og en Hydraulisk Gylleomrører til mælkeproducenterne. Til minkbranchen har vi udviklet Klip-klapgreb med overfald, Dobbelt halmrive og Kalk-vandspreder m.m. Det er spændende at finde løsninger på de udfordringer, som vores kunder har og hjælpe dem til en lettere og mere effektiv arbejdsdag.”  Over 40 af de danske specialredskaber bliver produceret hos Toftlund Maskinfabrik i Sønderjylland. 

25 år med tilfredse kunder

”Det har været 25 gode år. Vi har et fantastisk samarbejde med finnerne fra Avant, deres ordrebehandling og service er altid i top og de er flinke og hjælpsomme. Og så har de nogle produkter af meget høj kvalitet, som det er en glæde at sælge! Det er rart at sælge noget, man kan være stolt af og det synes jeg, man kan være af Avants minilæssere og redskaber,” siger Jørgen og Gert supplerer: ”Gode produkter betyder glade og tilfredse kunder, der kommer igen – og det er jo det, det handler om i sidste ende!”